
August 2022
Så kom den endelig – den længe ventede dag – nemlig søndag den 14. august, hvor nye såvel som gamle elever myldrede ind ad døren på Dybbøl Efterskole, hvor de blev budt velkommen af skolens personale og 2.- og 3.-årseleverne. Det var en frygteligt lummer dag, men det var slet ikke det, der fyldte hos de mange unge mennesker, som havde mere travlt med at pakke ud og se hinanden an end med at jamre over hedebølgen.
Efter en gang kaffe og kage i parken var der fælles velkomst. Herefter fulgte den for nogles vedkommende lidt svære afsked med forældrene, men heldigvis var der sørget for, at den første aften var godt fyldt op med alskens adspredelser og aktiviteter, så særligt de nye elever kunne få andre ting at tænke på.
I dagene, der fulgte, var der også nok at tage sig til. Nu skulle der tages stilling til, hvilke fag der kunne være interessante at deltage i de kommende måneder; der var arrangeret forskellige ture ud af huset, og så var der selvfølgelig også masser af aktiviteter på skolens matrikel – så der var slet ikke tid til at kede sig eller længes hjem.
Torsdag gik turen som så ofte før til stranden i Vemmingbund – og det til fods. Her blev badet, spillet stigegolf, tændt bål, grillet pølser og slikket sol, og nogle af eleverne samledes om guitarspil og fællessang. Egentlig var det meningen, at alle mand også skulle gå tilbage til skolen, men nogen forbarmede sig over de unge mennesker og bestilte en bus til hjemtransporten – og så var den første efterskoleuge ellers ved at være omme med kun en weekend tilbage, inden det ”rigtige” efterskoleliv kunne begynde.
Et af de nye fag, eleverne kunne vælge sig ind på, var kajak, og allerede i den første skoleuge var der afgang til Alssund, hvor kajakkerne blev sat i vandet, og eleverne fik afprøvet forskellige teknikker og fik grinet og hygget igennem.

Nu banker september måned på døren, og forberedelserne til byggeriet af skolens nye køkken og foredragssal skrider stille og roligt frem, mens elever og ansatte indtil videre må affinde sig med at skulle bevæge sig rundt på noget, der ligner en byggeplads. Det er dog det hele værd, for resultatet bliver uden tvivl storslået. Det første spadestik tages officielt torsdag den 1. september, hvilket ikke kommer til at gå stille af – Mere om den sag i næste nyhedsbrev.
KOMMENDE BEGIVENHEDER
7. september: Forældresamtale
Man vil på denne dag blive ringet op af sit barns kontaktlærer til en snak om, hvordan det går.
8. september: Dansk fagdag
En dag, hvor eleverne beskæftiger sig med forskellige danskfaglige emner på en lidt alternativ måde.
14. september: Introfest
Med det formål at ryste eleverne sammen, så man ikke kun kender dem fra egen bogruppe.
25. september: Efterskolernes dag
Alle interesserede kan komme og få en rundvisning og en snak med personalet.
26. -29. september: Kulturtur
Hele skolen tager på udflugt til København.
Fredag den 30. september er der ingen skole (forlænget weekend).