3 – 2 – 1 – Sæt i gang!
03. september, 2021

August 2021
Vejret var pragtfuldt, og luften var tyk af spænding, da medarbejdere, forældre og elever søndag den 15. august samledes foran efterskolen i Ragebøl. Værelserne blev fordelt, og eleverne fik hilst på deres nye bofæller, og da dagen gik på hæld, blev der sagt farvel og på snarligt gensyn til elevernes forældre.
Ugen, der fulgte, var fyldt ud med alt andet end undervisning. Her var bogruppeture til forskellige steder i nærområdet, gruppefotografering ved Sønderborg Slot, præsentationer af diverse linjefag, idrætsfag og efterskolefag samt en eftermiddagsudflugt på gåben til stranden i Vemmingbund, hvor der blev fløjet med drager, lavet pandekager og snobrød over bål, hyggesnakket og knyttet venskabsbånd. Ja, og så slog pølsevognen endda turen forbi de lettere udmattede elever, så de kunne få fyldt ”benzin” på de brugte kroppe.
Nu har alle valgt sig ind på de fag, der har fanget deres interesse, og som bliver omdrejningspunktet for deres hverdag, indtil det atter bliver tid til at vælge nye spændende fag. Efterskolelivet med alt, hvad det indebærer af fællesspisning, fællessang, socialt samvær, aftenhygge og undervisning, er gået i gang, og skolens elever skal til at vænne sig til hverdagen på Dybbøl Efterskole.
Ja, der har ganske vist været lidt hjemve i krogene, men alt i alt er stemningen rigtig god, grundstenen til mange nye venskaber er blevet lagt, og for hver dag, der går, bliver der bygget flere sten på.
Sidst men ikke mindst vil vi fremover hver fredag eftermiddag byde alle forældre på en kop kaffe, mens de venter på deres børn. I godt vejr vil kaffekanden være at finde ude foran foredragssalen, og i knap så godt vejr må man gå på jagt efter den i spisesalen.
Seneste nyheder

Kongens død
16. juni, 2022

Påskeferie og besøg på Georg Stage
29. april, 2022

På ski i høj sol
01. april, 2022

Cykeldrengene kom med energi og inspiration
28. februar, 2022

En måned i coronaens tegn
31. januar, 2022