Så åbnede skolen og det er sommer

29. maj, 2020

Så åbnede skolen og det er sommer

Afslutningen af Corona-lukningen satte Dybbøl Efterskoles personale på hårdt arbejde med kort varsel. Vi skulle opfinde nyt skema, ændrede tider og rytmer, afspritte alt, købe ekstra rengøringshjælp og meget, meget mere.

 

Det var dejligt at kunne modtage alle de begejstrede elever mandag den 18. maj. Det lykkedes og vi nåede at blive klar! Og vi mærker, at skoleåret nærmer sig sin afslutning. Der er masser af glæde og energi… somme tider når energiniveauet nye højder med sol, lun luft og musik på plænen ud på aftenen. Hyggeligt, og det noteres, at det kan mærkes, at vi har 78 teenagere, der har været lukket inde i to måneder. Eleverne er glade for at være tilbage på skolen og vi håber på en dejlig afslutningsmåned.

 

Så efter ”Corona-omstændigheder” går det rigtig godt med det hele. Undervisningen kører tilnærmelsesvis normalt og vi holder afstand efter bedste evne. Kr. Himmelfarts Dag var vi på udflugt – picnictur. Herover kan man se et par af pigerne, der er klar til cykelturen til Vemmingbund.

 

Desværre har vi nu definitivt aflyst Middelalderugen, som vi ellers havde håbet kunne blive til noget i den næst-sidste skoleuge. Men afstandskravene og forsamlingsbegrænsningerne gør det ikke muligt på en tilfredsstillende måde. I stedet laver vi en afvekslende uge med aktiviteter såvel på skolen som ud af huset. Vi satser på at få lov til at køre bus et par dage, hvor vi gerne vil af sted.

 

Mærkeligt, som et skoleår kan blive så dybtgående præget af et virus fra Kina, men sådan er det blevet. Nu er målet, at de unge mennesker får en herlig afslutning på deres skoleår!

 

 

De bedste hilsner fra Dybbøl Efterskole

Jakob Carl Christensen

Forstander