Lys og lidt varme

28. februar, 2019

Lys og lidt varme

Det er svært at tøjle sin glæde over, at dagene er blevet længere og luften lunere. De første af eleverne har allerede fundet de korte ærmer og shorts’ene frem. Det er måske en kende tidligt, for min vejrkalender for næste uge siger, at vi på onsdag får 3 graders varme og 9 m/s vind. Så skal man nok regne med at få is på lårbasserne.

Nuvel, den strengeste part af vinteren er forbi og vi går foråret i møde med spændt forventning til gode oplevelser og lærdom. Forårets konsultationer venter lige om hjørnet og inden længe er der også teateruge, så husk at sætte kryds i kalenderen fredag den 5. april til forestilling.

Siden sidst, har vi haft ekskursion til København og det var en stor succes. Vi boede meget centralt og fik set en hel masse og der var rigtig god stemning stort set hele vejen rundt. Vi var på kanalrundfart, på rundvisning med en hjemløs, på besøg i Rundetårn, på Eksperimentariet, ude at shoppe og meget, meget mere. I denne uge havde vi onsdag en af vores “ALTERNATIVE DAGE”. Emnet var “KROPPEN” og derfor bød formiddagen på fysisk aktivitet i Sønderborg og eftermiddagen på to ting: Seksualundervisning og et O-løb.

Så nogle aftener er der også brug for “en slapper ved bordet”, som I kan se på billedet, hvor Amanda og Lene spiller “KLASK” i Spisesalen.

Pas nu på med at være alt for ivrige derhjemme med forårsfornemmelserne; man kunne jo gå hen og få sig en ordentlig omgang snue.

 

Jakob Carl Christensen

Forstander