Prøverne og Middelalderugen er om hjørnet

03. maj, 2019

Prøverne og Middelalderugen er om hjørnet

Så blev det endelig maj med lys og sol. Selvom det lige nu er køligt… men vi ved, at sommeren er lige rundt om hjørnet…. Og det er prøverne også.

Og der er musik i luften; jeg fangede lige Lukas spillende på sin guitar på vej over på værelset her ved middagstid (se billedet).

Der er lidt nerver på, for de skriftlige prøver står for døren mandag til onsdag i næste uge. Eleverne tager det meget seriøst, så det er godt, for så kan de yde deres bedste, selvom det kan være svært. Vi beder dem ikke om at få en bestemt karakter, men om at de gør det, så godt de kan. Mere kan man ikke forlange.

Vi har taget vores nye fælles dagligstue i brug. Rummet er indrettet med bordtennisbord, en playstation, hyggekroge, kiosk og kreativt bord. Indtil videre er det en stor succes og et meget populært opholdssted om aftenen, så det er vi glade for.

Årets  “mindetrøjer” er nu gået i trykken og vi forventer de kommer i løbet af 14 dage. En trøje koster 236,-. Pengene kan betales direkte til Helle Lindholm kontant, hvis I giver jeres børn pengene med. Alternativt kan I overføre beløbet til skolens mobilepay på nr 70277. Husk at skrive “Mindetrøje” og elevens navn.

Husk også at skrive Middelalderugens afslutning i kalenderen, torsdag den 16. maj om eftermiddagen. Vi glæder os til at se jer alle til spisning og optrin og fælles hygge på Middelalderpladsen, inden vi tager på forlænget bededagsweekend. Alle er velkomne!

 

De bedste hilsner fra Dybbøl Efterskole

Jakob Carl Christensen

Forstander