Septembers himmel er så blå

27. september, 2019

Septembers himmel er så blå

…. er nok min yndlings-årstids-vise i Højskolesangbogen. Så den har vi sunget en del gange her i september. Om det er helt sandt, at septembers himmel bare er blå, kan der nok være delte holdninger til, for den har været temmelig grå i år, synes jeg.

Men i dag skinner solen, det er fredag og mange tager hjem på weekend, netop mens jeg sidder her og skriver. På søndag har vi efterskolernes dag kl. 13-17. Fortæl det gerne til venner og bekendte, der har elever i efterskolealderen, hvis Dybbøl Efterskole kunne være noget for dem!

Siden de første ugers tilvænning til skolelivet og et nyt hold, er der nu faldet en dejlig ro over eleverne. Eller rettere: “Ro” er måske ikke det bedste ord, når jeg tænker efter. For det er virkelig begyndt at lære hinanden godt at kende, så der bliver snakket højrøstet på livet løs i alle sammenhænge. Det sker dog, langt det meste af tiden, på en god og venlig måde, så der er faldet en stemning af “dejligt efterskoleliv”, fordi de første nervøse dage og uger er veloverstået og man så småt har fundet sig nogle venner og nogle at gå med. For nogle er skolestart svært, sådan er det. Men langt, langt de fleste trives rigtig godt, så det er en fornøjelse at have sin daglige gang på skolen.

Ikke mindst havde vi fornøjelsen af den gode stemning til vores sangtime i formiddags. Vi fejrede, at skolens rengøringsassistent gennem mange år fyldte 50 år i dag. Hun fik roser og flag og blomster og gaver og fødselsdagssang og hele pivetøjet. Det var MEGET festligt og eleverne var rigtig gode til at skabe en forrygende stemning i foredragssalen, hvor vi var samlet alle mand.

I øvrigt går tingene sin vante gang og vi har taget hul på “pige/drenge-besøg”, hvor eleverne inviterer hinanden. Og der er lavet “pizzaften” én gang om måneden, hvor eleverne må bestille pizza efter kl. 20.00, hvis de ønsker det. Men de BEHØVER ikke købe pizza. Vi har et fremragende køkken og rigeligt med mad til alle, så ingen skal føle sig forpligtet til at bruge penge på det.

Så alt i alt, her fra Dybbøl Efterskole: Dagligdagen i skoleåret 2019/2020 er så småt ved at finde sin rytme og det går godt med holdet. Husk, at næste weekend er forlænget, så eleverne har fri allerede torsdag den 3. oktober kl. 15.00 og skal være tilbage på skolen mellem 18.30 og 21.00 om søndagen, den 6. oktober. Efter det følger en normal uge og så er det efterårsferie i uge 42.

 

Med venlig hilsen

Jakob Carl Christensen

Forstander

Seneste nyheder

Julen varer længe….

Julen varer længe….

06. januar, 2022

December 2021 December startede koldt på Dybbøl Efterskole i år, og tænk engang – der faldt s
Nostalgien blomstrede på Dybbøl Efterskole
November 2021 Den første lørdag i november blev der som bekendt afholdt gammel-elev-dag på Dybbø
Fra Ragebøl til Bornholm

Fra Ragebøl til Bornholm

03. november, 2021

Oktober 2021 På trods af regn og rusk og efterårets snigende mørke har oktober måned været fuld af indre solskin
Ternet Ninja og Efterskolernes dag
September er gået, og efteråret er så småt begyndt at kunne mærkes, men på Dybbøl Efterskole sørgede vi selvføl
3 – 2 – 1 – Sæt i gang!

3 – 2 – 1 – Sæt i gang!

03. september, 2021

August 2021 Vejret var pragtfuldt, og luften var tyk af spænding, da medarbejdere, forældre og elever søndag den 1