Sneen er væk og det er næææsten forår!

23. marts, 2018

Sneen er væk og det er næææsten forår!

Vi glæder os RIGTIG meget til forårslun luft. Der har været rigeligt med kulde, snot og maveonde. De seneste par måneder har den ene efter den anden måttet lægge sig med ondt i maven eller halsen eller noget tredje. Men nu regner vi med det er slut, for nu kommer foråret og varmen. Det glæder vi os til!

Ugen startede glimrende med høj sol mandag og tirsdag. Der var almindelige skoledage og mandag aften holdt skolens bestyrelse møde. Tirsdag aften holdt de ansætte pædagogisk aftenmøde.

Onsdag var det gråt, men til gengæld var der en fødselsdag på skolen. Det foregår på den måde, at vi hejser fødselsdagsflaget i flagstangen om morgenen. Til frokost fejrer vi fødselsdagsbarnet ved at han/hun får lov at sidde midt i salen. Og så bliver der ellers givet fuld gas med en fødselsdagssang.

Torsdag havde vi alternativ dag og lærte om førstehjælp om formiddagen. Om eftermiddagen kunne eleverne vælge mellem nogle lidt udfordrende aktiviteter på Idrætshøjskolen i Sønderborg og bålaktiviteter herude på skolen. Knap 50 elever valgte at tage med til Idrætshøjskolen og resten blev herhjemme – og meldingerne lyder, at alle havde en god dag!

For at byde foråret velkommen gør vi lidt ekstra rent på værelserne i dag. Som I kan se på billedet er det med smil på – nogle steder i alt fald…

Det var egentlig planen, at vi skulle have gjort rent på værelserne onsdag i næste uge, men som I ved, har vi fået den helt spontane idé at tage alle vores skønne unge mennesker med til Berlin mandag-tirsdag. Husk nu, at de skal have pas og det blå sygesikringskort med søndag! Søndag aften kl. 20.30 smører eleverne sandwiches til deres frokost mandag.

Husk også, at der er teaterforestilling på skolen fredag den 6. april.

Rigtig god weekend!

 

De bedste hilsner på skolens vegne

Jakob Carl Christensen, forstander