Kongens død

kongens død

Maj og juni 2022

Maj måned startede med en sheltertur med alt, hvad dertil hører af bål, grillpølser og friluftsaktiviteter – dog uden overnatning; og inden vi nåede til de varme hveder og bededagsferien, blev der da også tid til en tur til Lillemølle for blandt andet at dyppe tæerne i det stadig lidt for kolde vand, et smut tilbage til fortiden i Den Gamle By i Århus, en kaffepause på Kislings og meget andet, afhængigt af om man skulle til skriftlig prøve eller ej, og af hvilket linjefag man er tilknyttet.

Og så kom den endelig – middelalderugen, hvor der blev krydset klinger og kæmpet med middelaldervåben, flettet kurve, skudt med bue og pil, leget med ild og lavet gøgl til lyden af de omrejsende musikanters tin whistles og lugten af smedjens ildsted. Det hele startede med, at kongen blev forgiftet, og mundskænken, som var skyld i kongens pinefulde død, fordi han havde glemt at smage på den forgiftede broccoli, blev hængt på dramatisk vis. Den afdøde konge blev begravet, og en ny blev udråbt, hvilket blev markeret med en grisefest fredag, hvor alle middelalderelevernes familier var inviteret hen på skolen for at deltage i festlighederne, fejre den mægtige Kong Mikkel og spise helstegt pattegris.

kongens død

Ugen efter den begivenhedsrige og lettere udmattende middelalderuge fulgte en lang og tiltrængt weekend i Kristi Himmelfarts tegn, og så var endnu en måned gået.

I første halvdel af juni har der været afviklet en omfattende turnering over flere dage i høvdingebold, som startede med, at eleverne blev indkøbt til de forskellige hold i budrunde. Før turneringen for alvor satte i gang, og bolden kunne blive givet op, fremstillede skolens elever t-shirts til sig selv og lærerne særligt til denne lejlighed.

Nu rykker sommerferien tættere og tættere på, hvilket betyder et snarligt farvel til efterskolelivet for henved halvdelen af vores elever. Men ingen afsked uden gallafest, og i år har elever såvel som lærere øvet sig i at danse lanciers, så gallaaftenen kan få et ekstra pift. I år falder gallafesten på selveste Sankt Hans aften; så kan heksen måske feste med, inden hun bliver sendt til himmels i flammernes skær.

Lørdag den 25. er det så tid til det endelige farvel, og mon ikke der bliver fældet en tåre eller to? Heldigvis er der altid Gammel-elev-fest til efteråret, hvor man kan gense de mennesker, der var med til at gøre efterskoleopholdet helt og aldeles uforglemmeligt.

Seneste nyheder

Minderige oplevelser

Minderige oplevelser

Marts 2026 Solen skinner og varmegraderne er ved at vise 2 cifrede tal. Kalenderen siger forår, hvor alting spirer, grønnes og vi går mod lysere timer. Rundt om vinterferien i februar havde vi nogle fantastiske anderledes dage, hvor der bl.a. blev skøjtet i Vojens...

Hr. Frost har fået fat i januar

Hr. Frost har fået fat i januar

Januar De første 2 vintermåneder er ved at være slut. December blev en hyggelig måned med julefest for eleverne, ansatte og pårørende den 18. december. Den 19. december om eftermiddagen var der traditionen tro en fyldt Dybbøl Kirke med forældre og bedsteforældre, hvor...

Dejlige december

Dejlige december

November - December 2025 Decemberhygge og varme har nu også indfundet sig over Dybbøl Efterskole og traditionen tro for december, så der er både tid til et lille tilbageblik og lidt et blik på hvad fremtiden byder. November kan være en måned, som er mørk, grå og...