

Juni 2023
Juni måned begyndte med mundtlige prøver for mange af vores 9. og 10. klasses elever. De elever, som ikke skulle op til prøve, hyggede sig i mellemtiden med ture ude af huset, havespil, pandekagebagning over bål mm.
Fredag d. 16. juni havde vi informationsaften for det kommende elevhold og deres forældre. Eleverne fik hilst på hinanden, mens forældrene fik vigtige informationer om det nye skoleår. Vi ser frem til flere ændringer i det kommende skoleår. Eleverne skal fremover knyttes i kontaktgrupper på tværs af køn og årgange og der indføres ”sove-længe-dag” hver dag.
Afslutningsugen stod for alvor i fællesskabets tegn. Eleverne tilbragte mandagen med deres bogrupper, som hver især havde planlagt ture ude af huset. Der var arrangeret restaurantbesøg, escape-room-flugt, go-kart-kørsel mv.
Alle elever og lærere tilbragte tirsdagen på Vemmingbund Strand, hvor der blev hygget med sjove aktiviteter til både vands og til lands.
Traditionen tro blev årets store gallafest også afholdt. Det var nogle meget velklædte unge mennesker, der mødte op til onsdagens store fest. Eftermiddagen gik med ”galla-kørsel” i vognen bag traktoren og med lancier i parken. Køkkenet brillierede med en udsøgt 3-retters aftenmenu, mens musikholdet spillede en flot koncert. Aftenen var højtidelig med både taler og uddeling af diplomer og den blev afsluttet på dansegulvet, hvor en næsten tro kopi af Kim Larsen spillede op til dans.
Afslutningsugens sidste dage gik med nedpakning/rengøring af værelser. Der var også tid til at hygge i parken og til at skrive mindeord i hinandens blå bøger. Der blev udvekslet varme kram og fældet mange tårer, da eleverne blev hentet på skoleårets sidste dag. Vi takker for et lærerigt og mindeværdigt skoleår og glæder os til en ny og spændende skolestart i august. Rigtig god sommerferie.


KOMMENDE BEGIVENHEDER:
Skolestart tirsdag d. 15. august:
- 2. og 3. års elever ankommer kl. 11.
- 1. års elever ankommer kl. 15.


